Jeg har i nogle år arbejdet på et koncept, hvor jeg bruger smelter flere "metoder" sammen til et fælles koncept. Det er ikke det ene, og der er heller ikke det andet. Så jeg kalder det MMT. Jeg har ikke kunnet finde andre, der har gjort helt det samme. Selvom det er helt oplagt (i mine øjne).
Hvad kan man få ud af det?
Først og fremmest, så vil man få mere ro i sin hjerne. Det giver sjovt nok også flere ressourcer, så der lige er et ekstra gear, når man har brug for det.
Hvem kan have glæde af det? Det tror jeg næsten alle kan!
Det helt oplagte er selvfølgelig at sige – personer med lidt for meget stress i deres liv. Men det kan også være personer, der bare føler, at tingene vælter lidt ned over dem, og at der er for meget af alting. Måske brænder der nogle gange lidt ild i begge ender af stearinlyset, eller også er det bare lidt for svært at få livet til at opføre sig som man gerne ville have. Måske har man lidt for mange tanker, der så gør det lidt svært at få god nattesøvn. Ens koncentration og hukommelse kan måske også være lidt udfordret?
Men - man behøver ikke at fejle noget. Det kan også være, at man bare gerne vil gøre sit liv lidt bedre, have mere overskud, og være mere effektiv og harmonisk.
Noget vi hører meget i klinikken er; ”Jeg har problemer med at sove. Enten falder jeg i søvn, men så vågner jeg, og ligger og vender og drejer mig. Eller – andre gange kan jeg bare ikke falde i søvn, når jeg kommer i seng. Selvom jeg egentlig er træt. Måske er det tankemylder”?
Der er ingen mennesker, der kan være 100% effektive hele tiden, hjernen skal have tid til at få ro, så den kan lappe på de ledninger, der er brændt over. Ellers vil der til sidst være for mange overbrændte ledninger! Men jo dygtigere man bliver til at give hjernen den ro – desto bedre kan man så tåle lidt tid i overgear 😊
Kurset foregår i et forløb på 6 uger, en dag om ugen (plus lidt hjemmetræning, helst mindst 10-15 min om dagen). Hjemmetræningen er korte øvelser, som man downloader frit fra vores server. Det foregår på små hold, i Ny-Balances nye Yogasal. Hver undervisning i ”skolen” tager ca en time. Og de 6 uger koster kun 600kr i alt. På de 6 uger kan man, hvis man også træner hjemme – opnå ret så gode færdigheder. Og man har redskaber til at håndtere det, hvis der skulle komme en krise ind imellem.
Der vil være nogen, der har lyst til at fortsætte lidt længere, og det kan man også godt. Øvelserne varierer, og der er mulighed for at man kan lave nogen, som er helt målrettede til en enkelt person (hvis der er personlige områder, der kræver hjælp). Sådan en individuel øvelse vil vi selvfølgelig ikke bruge i ”klassen”, den får man selv et download link til, og ingen andre kommer til at høre den.
Der er mange mennesker i dag, der træner deres fysik. Det er godt, for vi kommer ikke så meget ud og hakke roer mere 🙂 Men det er MINDST ligeså vigtigt, at vi træner vores hjerne! Det liv vi lever i dag, er meget ”vildere” og mere belastende for hjernen, end vores bedsteforældres liv. På overfladen er det jo meget komfortabelt, men oppe i det vilde ledningsnet, som hjernen udgør – der hersker kaos.
Hvis du vil vide mere, så giv mig et lille skriv, så skal jeg nok vende tilbage, så hurtigt som muligt!
Vi har pt 2 gange tilbage på Hold 1, som har været helt udsolgt.
Carsten er certificeret Mindfulness og Stress-coach indenfor NLP Terapi. Desuden har han i en lang årrække arbejdet intensivt med Mentaltræning, i sin tidligere egenskab af landstræner i skydning.






Hanne er født og opvokset i Hjorthede –
Jeg er udlært i butik. Efter læretiden tog jeg til København hvor jeg arbejdede med lidt forskelligt - rengøring, butik og på en skole for autister. Her blev jeg fast overbevist om at jeg ville arbejde med mennesker. Pga sygdom i familien flyttede jeg tilbage til Hjorthede, og blev handicaphjælper for en ung mand. Han var skyld i at jeg kom ind i handicapidræt. Han var skytte, og blev så dygtig, at landstræneren tog til Jylland, for at træne ham. Derefter var han fast på landsholdet, og jeg fulgte med som hans hjælper.
Der gik over 10 år med at rejse rundt til stævner i hele verden. De sidste 5 år var jeg holdleder for skyttelandholdet. Den førnævnte landstræner hed Carsten Ågren, og vi blev ret gode til at samarbejde, i det mindste da han endelig lærte at høre efter hvad jeg sagde. Pludselig var vi gift, og det er vi stadig! 😊
Da vi efter mange års tro tjeneste, var lidt mættede af at være rigtig meget hjemmefra, bestemte vi os til at tage et kæmpe spring i tilværelsen, at gå den alternative vej og starte vores første klinik sammen. Jeg havde allerede taget zoneterapi og massør uddannelse og brugt det en del, men aldrig på fuld tid. Klinikken har vi stadig, og den har efterhånden 21 år på bagen! I de seneste år har jeg udvidet mit arbejdsområde med Kranio Sakral terapi og senest med en uddannelse som yoga lærer. Vi er stadig vilde med arbejdet 😊
Carsten er Vestjyde –
Ligesom Hanne har jeg en baggrund i butik, hvor jeg har solgt musikinstrumenter. Som ganske ung flyttede jeg til København, hvor jeg havde fået tilbudt et spændende job i den branche.
På et tidspunkt følte jeg, at jeg skulle prøve kræfter med andre udfordringer, og jeg forsøgte lidt forskelligt, forsikringsbranchen, grafisk produktion, redaktionelt arbejde (har været redaktør på et par blade), og så – helt tilfældigt, var jeg lige pludselig blevet handicaphjælper! Det var der ikke mange penge i, men det gav en anden form for tilfredsstillelse.
Arbejdet med handicappede sendte mig videre ind i arbejdet med skydesport for handicappede, og skyttelandsholdet var en fantastisk oplevelse, hvor jeg lærte mange, mange vidunderlige mennesker at kende, og hvor jeg havde kæmpestore sportslige og menneskelige oplevelser. Og – som Hanne har forklaret, opgav hun til sidst al modstand, og sagde ja, da jeg endelig langt om længe spurgte rigtig pænt…
På et tidspunkt, hvor vi boede i Valby, fik jeg en diskus prolaps (nr 2 - den første blev jeg opereret for). Lægerne kunne ikke hjælpe, men jeg endte ved en kinesisk akupunktør, som kurerede mig på 6 behandlinger! Vi solgte kort tid efter huset i Valby, flyttede hjem til Jylland, nærmere betegnet til Hjorthede, hvor Hanne havde en lejlighed på gården. I Jylland fandt jeg hurtigt en super god akupunktur-skole (den bedste), hvor jeg kunne tage uddannelsen og alle de nødvendige eksaminer efter ca 3,5 år.